Dårligt WiFi? Sådan får du bedre internet i hele hjemmet

internet i huset

Døjer du med dårligt WiFi?

I denne artikel giver vi dig nogle tips til, hvordan du kan løse dine problemer med et sløjt trådløst netværk – eller bare få dit WiFi til at fungere endnu bedre.

Hvad er WiFi?

WiFi er et trådløst netværk, der gør det muligt for de fleste digitale enheder at tilgå internettet eller et lokalt netværk af computere.

Alle smartphones, tablets og de fleste computere i dag kan bruge WiFi. Det er endda begyndt at blive udbredt i smart-udgaver af hvidevarer og ting i hjemmet, såsom køleskabe, radiatorer, døralarmer m.m.

Forkortelsen står for “wireless fidelity”, eller trådløs nøjagtighed. Formålet med WiFi er nemlig at overføre data mellem et netværk og en enhed via radiobølger uden et tab af data eller afbrydelse af en service. Derfor er det også frustrerende, når forbindelsen er ustabil – eller helt forsvinder.

Hvordan finder jeg problemet med mit dårlige WiFi?

For at finde årsagen til et langsomt eller dårligt WiFi, skal du først finde ud af, hvor problemet ligger. Det er som regel én af fire ting: din internetforbindelse, din router, din enhed eller dit hjem.

Er problemet med din internetforbindelse?

Hvis dit internet i forvejen er langsomt, så vil dit WiFi også være det.

Det første, du skal gøre, er derfor at teste din internetforbindelse. Det kan du gøre med Bredbånd.dks hastighedstest

For det mest præcise resultat, bør du slukke andre enheder på dit net – og køre testen på en computer, der er koblet direkte til din router med et kabel. Så ved du med garanti, at problemet ikke skyldes den trådløse forbindelse.

LØSNING – Tag hastighedstesten og tjek din bredbåndsaftale.

Er det din router?

Hvis du ikke fandt problemet med din hastighedstest, kan det i stedet være med selve routeren.

Selvom routeren godt kan levere de korrekte hastigheder, når du er koblet direkte på med et kabel, betyder det ikke, at dens WiFi er pålideligt. 

De fleste teleselskaber kræver, at du bruger deres egen router, når du skal tilgå deres bredbåndsnetværk. Men hvis du ikke har skiftet udbyder for nyligt, kan din router være forældet eller køre med gammelt software.

LØSNING – Du bør opdatere din router – eller kontakte din udbyder for at høre om, du skal have en ny. Hvis din router er af ældre dato, kan du også forsøge at genstarte den. Så prøver den at finde en åben kanal med færre forstyrrelser.

Er det din enhed?

Er det kun på din smartphone eller tablet, at du døjer med dårligt WiFi?

I så fald kan problemet ligge i din enhed. Hvis du eksempelvis har en ældre tablet, kan det være, at det kun kan tilgå 2.4 GHz-netværket, frem for 5 GHz. Det er et langsommere, men ofte mere stabilt og vidstrækkende, netværk.

Det kan også være, at din enhed er decideret beskadiget. Den nemmeste måde at teste det på, er ved at teste den på et andet WiFi-netværket eller måske dit mobile netværk.

LØSNING – Test din enhed på et andet netværk.

Skyldes dit dårlige WiFi dit hjem?

Det lyder dramatisk, men de fysiske betingelser i dit hjem kan være årsag til, at du har dårligt WiFi.

WiFi bruger radiobølger til at sende og modtage data. Det betyder, at din router helst ikke skal pakkes ind i et skab eller skjules væk. Jo mere der er i vejen mellem dig og din router, jo dårligere en forbindelse vil du også have.

Beton, vinduer og glas vil også reflektere signalet. Hvis du bor i en moderne etagelejlighed, er det derfor vigtigt, at du tænker over din routers placering. Du kan bruge betonen og glassets refleksive evner til din fordel. Du kan eksempelvis stille routeren op ad en betonvæg for at reflektere signalet i den modsatte retning.

Du kan også placere din router så centralt som muligt i forhold til jeres brug. Det vil ofte sige, at I skal sætte routeren i jeres stue på en reol med frit udsyn. En god tommelfingerregel er, at hvis du kan se din router, så har du en god forbindelse.

Husk dog at andre ting i hjemmet kan forstyrre radiobølgerne. Det kunne eksempelvis være mikrobølgeovne og anden elektronik – især hvis enheden har bluetooth.

LØSNING – Flyt din router, så den står centralt, højt og synligt.

Mit WiFi er stadig dårligt – hvad gør jeg?

Er den stadig helt gal med dit WiFi?

Så kan du kontakte en tekniker, anskaffe dig nyt WiFi-udstyr (WiFi forstærker/booster, repeater eller et mesh-netværk) eller helt genoverveje din internetsituation.

Hvis du ikke bruger dit internet ofte, eller foretrækker at have det med på farten, kan du ofte bruge din mobil som WiFi hotspot. Det kræver bare, at du har valgt det rette mobilabonnement. Det kan over tid også være billigere end at skulle leve med dårligt WiFi.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*